Bofællesskaber i 2016 giver plads til familielivet

Når danskere i dag vælger at flytte i bofællesskaber, er det i høj grad for at værne om og give plads til familieværdierne. I Hjortshøj Andelssamfund nordøst for Aarhus, bor Sofus på 12 år. Han er vokset op med sine bedste venner som naboer og med naturen lige i baghaven.

Af Nanna Mortensen

dsc00132

”Det har jeg ikke prøvet før, så det kan jeg sikkert godt,” står der skrevet på et hjemmelavet skilt over rækkehusets dør. Pippi-citatet er det første man møder, når man besøger familien Hanberg Hansen. I deres lille, varme stue sidder hjemmets faste beboere, Kamilla og hendes mand Thomas sammen med Sofus på tolv og Linus på ni. 

”Vi har jo ingen plads her, i forhold til hvor mange vi er. Og så alligevel. Det er bare en anden slags plads. Her er nærvær, men også rummelighed til at være kreativ og skør,” siger Kamilla Hanberg Hansen, som er mor til tre drenge.

Hendes ældste søn, bor ikke hjemme mere. For halvandet år siden flyttede Thomas Hanberg Hansen ind, og hans tre børn kommer af og til på besøg. Han mener, at kombinationen af stedet og rammerne er ideelt for børns opvækst:  

”Her er meget trygt. Jeg kan huske, hvad det gav mig i min barndom, at der var åbne døre overalt, og man bare kunne drøne rundt. Forældrene bliver mindre overbeskyttende, og det gør, at børnene kan få lov til at udvikle sig selvstændigt.”

Som en gammel landsby
Hjortshøj Andelssamfund ligger nordøst for Aarhus. Det økologiske bofællesskab blev stiftet i 1986. I dag bor der cirka 300 mennesker fordelt på otte ”bogrupper”, som adskiller sig ved at være henholdsvis leje-, andels-, og ejerboliger. 

Selvom bofællesskabet arrangerer blandt andet fællesspisninger, høst- og lysfester, julemarkeder og en sommerfestival, så er familien ikke dem, som deltager mest i de sociale arrangementer.

”Vi har begge fået meget fællesspisning som børn, så det har vi ikke behov for mere. Men muligheden er der, og det er fedt, ” siger Thomas Hanberg Hansen, som er vokset op på en højskole i Nordjylland omgivet af biodynamisk landbrug, skov og natur.

”Folk udefra kunne lære noget af, at der er plads til at være forskellige. Og så er der ikke retningslinjer for hæk, boldbaner og hundelorte. Og det er pisse befriende.”

Sociale familier med behov for privatliv
Ifølge antropolog på Statens Byggeforskningsinstitut Marie Stender, som har forsket i kollektive boformer er det netop grænsen mellem det private og det fælles, som har flyttet sig, siden de første bofællesskaber blev stiftet i Danmark. 

”I 1970’erne forsøgte man at udfordre kernefamilien som social organisationsform. Noget af det som kendetegner de bofællesskaber, som findes i dag, er, at de i stedet prøver at understøtte familielivet,” siger Marie Stender. 

Bofællesskaberne er blevet en måde at skabe tid til familien, og værne om de værdier, som en travl hverdag kan skubbe i baggrunden. Det er drømmen om at sætte fokus på det, der virkelig betyder noget i livet, som får bofællesskabernes ventelister til at vokse i 2016.

dsc00147

12-årige Sofus har cyklet til og fra skole selv, siden han gik i 0. klasse. Det tager ham fem minutter hver vej.

”Det er dejligt, at det er så nemt. Da jeg boede i byen sammen med min far, var der rigtig meget larm og os fra bilerne. Når vi skulle i skole tog det over en halv time”, siger Sofus.

I Hjortshøj drøner Sofus og hans lillebror ud ad døren og leger, lige når de har lyst og ofte uden en voksen.

”Herude er der en masse skov, og jeg kan bare løbe frit rundt. Det kunne jeg ikke inde i byen,” siger Sofus.

Øko-OCD
Som i alle andre kroge af samfundet, kan livet i bofællesskaberne også skabe konflikter. Marie Stender mener, at grænsedragningen mellem det private og det fælles kan skabe udfordringer. Er det okay at være privat og ikke orke fællesskabet?

Derudover er der er nogle processer som gør, at de folk som flytter ind i sociale boformer ofte ligner hinanden og har værdimæssige fællesskaber. 

”Det er et paradoks, som jeg har set i flere bofællesskaber. På den ene side har man som ideal, at der skal være forskellighed. Alligevel ender man med en ret homogen gruppe af mennesker, hvor familierne ofte minder meget om hinanden,” siger antropologen.

Udfordringer og konflikter har Kamilla Hanberg Hansen også oplevet gennem sine otte år i Hjortshøj. Stedet rummer mange ekstreme holdninger.

”Jeg har aldrig haft så meget bøvl med naboer som her. Der var engang en kvinde, som ikke ville flytte ind i ved siden af, fordi jeg brugte skyllemiddel. Mange af mødrene herude har ”økologi-OCD”. Det har jeg også selv haft. Mit liv kunne ikke blive naturligt nok. Jeg overvejede at få en Michael Jackson-maske, til når jeg cyklede ind til byen,” siger Kamilla Hanberg Hansen og tilføjer, at konflikterne dog ikke overskygger alt det positive ved at være en del af bofællesskabet.

Nye relationer i alle aldre
Selvom de små minisamfund af og til bliver beskyldt for at lukke sig inde i en boble, så bidrager bofællesskaberne også til et større fællesskab i lokalmiljøet. Både med arrangementer og i form af at løfte sociale opgaver. Noget, som også gør sig gældende i Hjortshøj.

”Det er en del af vedtægterne, at det skal være et inkluderende samfund, og det har man gjort med bogruppe 6, som er et bosted for udviklingshæmmede,” siger Thomas Hanberg Hansen.

Med hele 37 familieformer, er det ikke nødvendigvis den traditionelle kernefamilie som flytter i bofællesskaber. For enlige eller fraskilte er det en ideel måde at få nye bekendtskaber på.

”I vores alder er det sværere at vælge nye veje og skabe nye relationer. Dét er en enestående mulighed her. Jeg har fået så mange bedste venner, ligesom man får på uddannelser og højskoler når man er ung,” siger Kamilla Hanberg Hansen, som i de år hun boede alene med børnene var meget taknemmelig for, at bo et sted, hvor der var tryghed og mulighed for at være en del af et stort fællesskab.

dsc00097

Ud af byen og aldrig tilbage
I takt med at vi bliver mere mobile og globaliserede, men samtidig har en søgen efter social tilknytning til de mennesker man bor i blandt, kan antropologen Marie Stender sagtens forestille sig, at tendensen til at flytte i bofællesskaber vil fortsætte i fremtiden:

”Der er en stor søgen efter de lokale fællesskaber med en form for landsbystemning. Det behov opfylder bofællesskaberne.”

Familien Hanberg Hansen ved ikke, om de skal bo i Hjortshøj resten af deres liv. Men én ting er sikkert:

 ”Vi kunne aldrig, aldrig aldrig finde på, at flytte ind til byen igen. Måske ville vi egentlig helst bo ude i en skov eller i en husbåd, når vi bliver gamle,” siger Thomas, og Kamilla tilføjer:

”Ja, mere vil altid have mere. Også når det kommer til naturen og nærvær. Vi kan ikke få nok af det.”

dsc00047dsc00082dsc00120

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *